62281414 Kontakt os

Udtalelse tidligere forældre


 

Jeg har haft fornøjelsen af at være en del af vuggestuen Brumbassen i Skårup i 4 år. Min datter, Ida, startede i juli 2007, hvor Brumbassen kun havde eksisteret i 6 måneder og da hun skulle i børnehave, blev hendes plads i Brumbassen overtaget af hendes lillebror, Kristian.

Forældre

Selve institutionen er utroligt hyggeligt indrettet og rammer præcis den fornemmelse af hjemmelighed og hygge, som grundlæggerne havde i tankerne da Brumbassen blev bygget. Der er stearinlys, gulvtæpper, legehus, fortælleskov og når der så tilmed ofte dufter af hjemmelavet mad når man kommer og afleverer sit barn, ja så er tankerne om en ”typisk” institution langt væk.

Forældre

Jeg er ydermere imponeret over, at personalegruppen formår at gøre hverdagen i Brumbassen lige tryg og udfordrende hvad enten man er 9 måneder eller næsten 3 år og dermed parat til at starte i børnehave. Der er nogle helt faste daglige rutiner, som f.eks. sang hver morgen som alle er fælles om, men ellers så bliver børnene ofte delt op til alderssvarende aktiviteter. Dette er igen kun noget der kan lade sig gøre, fordi der er flere voksne f.eks. i modsætning til en dagpleje. Brumbassen arbejder meget målrettet efter deres værdier. De prioriterer f.eks. udeliv højt og tager tit på ture ud af huset, i vintermånederne er de større børn til gymnastik/rytmik i Skårup hallen hver uge og børnene bliver positivt motiveret til at øve selvhjulpenhed og er selvfølgelig pavestolte når det lykkedes. Brumbassen prioriterer i øvrigt et tæt forældresamarbejde, hvilket også giver os forældre en stor tryghed, da der altid er tid til at tale om ens barn og mulighed for, at deltage aktivt i enten forældrebestyrelse eller forældreforening og dermed sætte sit eget præg på det sted som er en stor og vigtig del af ens barns dagligdag.

Forældre

Jeg kan derfor varmt anbefale Brumbassen – den er uden tvivl den allerbedste start på institutionslivet som man kan give sit barn. Brumbassen forener det bedste fra dagplejen, i form af hjemmelighed og hygge, med en vuggestue, hvor der er uddannet personale til at passe børnene og flere voksne til at hjælpe med maden, skifte, putte, igangsætte aktiviteter m.m.

Forældre

Jeg har haft den store ære og glæde af at være en del af Brumbassen i min sidste praktik periode. Jeg kan med hånden på hjertet sige at dette er den bedste institution jeg har set. Til trods for at det kan virke overvældende med 22 børn i et hus, formår personalet at få en struktureret og velfungerende hverdag, for både børn og voksne. De deler børnene op og laver forskellige aktiviteter med hver gruppe hver dag, dette kan være leg inde, på legepladsen eller ture ud af huset, og alle grupper når at prøve det hele i løbet af ugen. Da brumbassen ligger i det naturskønne Skårup er der rigelige udflugts muligheder, som personalet i Brumbassen udnytter til fulde. Det er ikke de mange kvadratmeter der fylder i Brumbassen, men pladsen er udnyttet på den bedst mulige måde og der er gode lege muligheder for børnene. Personalet i Brumbassen er rigtig gode til at tænke nyt og finde nye legemiljøer, dette er med til at skabe en hjemlig hygge og hjerte rum. En anden ting jeg har sat stor pris på, er personalets måde at være sammen med børnene på. Fagligheden er i fokus hvor anerkendelse og nærvær spiller en stor rolle i den pædagogiske hverdag. Relationer er et vigtigt grundelement i Brumbassens hverdag, alle børn bliver set og hørt, og personalet sørger fagligt for at der altid vil være en voksen knyttet til hvert enkelt barn. Dette giver glade og trygge børn Det er en utrolig ressource stærk institution, som der desværre ikke er mange tilbage af. Personalet har altid tid til en snak med forældre, om både stort og småt, og er rigtig gode til at råde og vejlede. Jeg kan kun på det varmeste anbefale Brumbassen. Man skal lede længe efter så engagerede og faglige dygtige ansatte.

Anne Jensen

Pædagog studerende Svendborg

Brumbassen er en fantastisk hyggelig vuggestue, hvor der er masser af tryghed, omsorg og ikke mindst fremragende mad til børnene. Man skal ikke være der særligt længe før man finder ud af, at der på alle måder er tale om en helt unik vuggestue.

Forældre

Personalegruppen i Brumbassen er en kombination af fagligt meget dygtige pædagoger med mange års erfaring, unge idérige pædagogstuderende og sidst, men ikke mindst, de to ejere og grundlæggere, Solveig og Christina, som jo har et helt særligt engagement for Brumbassen. Der er altid voksne på gulvet, hvilket jo er i børnehøjde for disse små størrelser. Der er således altid en voksen som har tid til at lege, altid en som man kan kravle op på skødet af og altid en som har tid til at vinke farvel til mor eller far. Man skal således f.eks. ikke være bekymret for, om ens barn sover forskudt i forhold til de øvrige børn i institutionen, der er voksne nok til, at han/hun får noget at spise, bliver skiftet og puttet præcis når der er behov for det.

Forældre

I Brumbassen får du mulighed for at lade dit barn møde verden i et lille og trygt miljø.

De sørger for bleer og økologisk mad – hverdag.

De er gode til at tage på småture i nærområdet, så der bliver hilst på heste, ænder og får.

Og hvis du nu (som os) gerne vil være med i dit barns hverdag, hele vejen rundt – så har du mulighed for at blive en del af bestyrelsen i Brumbassen og bidrage til gode og fremtidige tiltag.

Da vi for snart 2 år siden skulle aflevere vores barn for første gang vil jeg ærligt indrømme, at jeg syntes det var SÅ svært! Jeg kunne simpelthen ikke forstille mig, at nogen andre ville kunne passe så godt på vores barn som jeg selv eller barnets far…

Men søde Brumbasse voksne, hvor har I bare gjort det sindsygt godt! Når man som forældre mærker og oplever, at den kærlighed ens barn modtager, er så oprigtigt og at de knus der bliver givet er ren hjertevarme, så bliver man tryg og fyldt af taknemmelighed! TAK for jer <3

Forældre